*
Tilbage til indholdsfortegnelsen…..
De første skydninger
Fire kroner skulle medlemmerne af Hornbæk Salonskydeselskab betale i årligt kontingent. Dette opkrævedes med en krone i kvartalet. Medlemskontingentet dannede grundlaget for skydeforeningens etablering og virke, men foreningen har formentlig i opstarten tillige nydt godt af en vis offervilje blandt de mange entusiastiske medlemmer. Der blev således investeret i et mindre skydetelt, to skivebukke, ti skiverammer og en jernplade udstoppet med blår. Hertil købte man kroge, lægter og brædder foruden riffelplader, patroner af forskellig kaliber og materialer til en markør-skærm. Endelig blev der indkøbt skiver og skydebøger. Men ikke salonrifler. Det måtte medlemmerne i starten øjensynlig selv bekoste, såfremt de da ikke allerede havde det fornødne udstyr som medlem af » Horne by Skytteforening«. Hornbæk Salonskydeselskab har siden erhvervet adskillige rifler. Og mon ikke selskabet også var blandt køberne, da den danske hær i årene 1902-10 formedelst 12,50 krone pr. stk. realiserede 13.500 Remington model 1867-97 indkøbt i Amerika i forbindelse med indførelsen af enhedspatroner. Det var givetvis disse rifler, man af sikkerhedsmæssige grunde ophørte med at benytte ved fugleskydningerne, idet selskabet herefter udelukkende på ny gik over til at bruge 6 mm salonrifler, som i øvrigt i henhold til skydereglementet ikke måtte være udstyret med en såkaldt ”snellert”, der forbedrede aftrækket, men samtidigt kunne være farlig i ukyndige hænder. Ammunitionen kunne medlemmerne købe af skydeselskabet, som indkøbte de nødvendige patroner, hvor disse nu engang kunne fås billigst.
Den allerførste såkaldte ”præmie- og pletskydning” i Hornbæk Salonskydeselskab fandt som allerede nævnt sted den 15. september 1907 på Hotel ”Bondegaarden”. Fjorten dage senere afholdt man desuden en ”gevinstskydning”. Udover præmieskydningen omfattede skydningen yderligere 3 rækker, hvoraf den ene var forbeholdt damerne, der fik mulighed for at skyde på en særlig kort bane, som var 25 meter lang.
Treogtyve medlemmer havde hver især erlagt I krone for at deltage i bemeldte præmieskydning, hvor Christoffer Jensen blev vinder med 99,4 point. Førstepræmien var en taske. Theodor Andersen blev nummer to med 98,8 point og modtog i den forbindelse et kaffestel.
I alt var der præmier til de otte bedste skytter. Det fremgår endvidere af regnskabet, at der under skydningen var blevet indsamlet godt og vel 20 kroner til en såkaldt ”vandrepræmie”. Bag indsamlingen stod øjensynligt de tilstedeværende damer. Det er givetvis den vandrepokal, som Carl Franck vinder ved skydningen den 29. december samme år.
Det var med liv og sjæl de enkelte medlemmer gik op i skydningerne. Således blev der på generalforsamlingen i 1909 stillet forslag om eksklusion af et medlem for falsk markering. Ved en ekstraordinær generalforsamling blev sagen dog forligt på en tilfredsstillende måde.
Der blev ført omhyggelig statistik over afgivne skud og antallet af forbiere. Efter det første halve år havde skydeforeningens 32 medlemmer pr. I. januar 1908 tilsammen afgivet 5.070 skud, hvoraf de 48 havde været forbiere. Antallet af afgivne skud øgedes selvfølgelig med det voksende medlemstal.
Medlemstilgangen den første tid afspejlede sig imidlertid ikke i fremmødet ved de ugentlige skydninger, der foregik på ”Hotel Bondegaarden”. Fremmødet her var tværtimod drastisk faldende. Fra foråret 1909 var de ugentlige skydninger stort set indstillet på grund af et for ringe fremmøde.
Det gjaldt for så vidt også de såkaldte præmie- og pletskydninger, der oprindelig var tænkt at skulle have været kvartårlige, men som i reglen kun blev en halvårlig foreteelse, og da kun for at ophøre efter nogle år. I stedet vandt serieskydning frem – de såkaldte tre- og femskudsskydninger – som traditionen tro blev afholdt sideløbende med fugleskydningen.
Akkurat som resultatet af fugleskydningerne blev indført i foreningens hovedprotokol med angivelse af hvem af skydebrødrene, der havde skudt hvad ned af fuglen, således blev vinderne af de enkelte serieskydninger omhyggeligt indskrevet med navn og point. Vel at bemærke, når sekretæren ikke, som det skete enkelte gange, måtte notere at skyderesultatet ”desværre er blevet forlist” er bortkommet ”under uheldige omstændigheder«. Men som den beskæmmede sekretær resignerede ”Man kan vel gætte på, at familien Ahrendt-Jensen har taget sig af en pæn del af præmierne, som de på grund af deres store ekspertise på det område næppe kan undgå”. Så vidt i 1975. 25 år tidligere var situationen øjensynlig ikke meget anderledes. Her udspilledes et intermezzo over temaet brødnid:
”Ahrendt-Jensen afgav sin 3. præmie til Oluf Pedersen, der havde skudt 27 point fordi det hævdedes at samme mand ikke skulle kunne få 2 præmier i samme serie. Jeg (Hoffritz), der uddelte præmierne, hævdede derimod, at når der ikke var tale om pointlighed, måtte præmien gå til højeste point, kun ved pointlighed kunne der være tale om, eventuelt, at trække lod om prærierne”.
Skydningerne havde primært taget sigte på at øve medlemmernes skydefærdigheder. Og det var der tilsyneladende også al mulig god grund til. Man kom i alle tilfælde lidt til kort over for kollegaerne i Helsingør, der ved en skydning den 2. august 1908 i Helsingør vandt med hele 55 overskydende points. Nederlaget forklaredes ved, at navnlig to af Hornbæk Salonskydeselskabs medlemmer under konkurrenceskydningen kun havde præsteret lutter ”tiere og bare forbiere”. Dette afholdt ingenlunde Hornbæk Salonskydeselskab fra at deltage i lignende konkurrenceskydninger i Gilleleje blandt andet. Men nogen egentlig sport opnåede skydning aldrig at blive i Hornbæk Salonskydeselskab, om end enkelte af medlemmerne præsterede bemærkelsesværdige resultater ved konkurrenceskydninger i andre sammenhænge.
Tid efter anden ytres imidlertid ønske iblandt medlemmerne om at få genoptaget salonskydningerne. Ved generalforsamlingen i 1952 pålægges det bestyrelsen at undersøge muligheden herfor uden synderligt resultat, om end de skiftende bestyrelser til stadighed opfordrer medlemmerne til ”at øve skydning”. Endnu i 1985 lyder opfordringen med henvisning til de faciliteter medlemmerne to gange om ugen kunne gøre brug af hos ”14. Kreds Skytte- og Gymnastikforening” , som netop havde fået lokaler på den ny indviede skole på Johannes Ewalds Vej.
Fuglen, som den så ud i 30’eme, på Engen i Horneby. Man skød ind i bakken, ca. der hvor stien over engen fra Horneby i dag går op lit Kingohusene. Fuglen stod i et lille »skur« beskyttet med brædder, således at reflekterende kugler ikke spredte sig på skydearealet.
»Skuret« blev brugt som skydeskive mål for Frederiksborg Amts 14. kreds Skytte- og Gymnastikforenings skydebane, oprindelig kaldet “Horneby Skytteforening”.
Det sportslige element i Hornbæk Salonskydeselskab bortfaldt som nævnt i 1909, da bestyrelsen ganske enkelt opgav at videreføre de ugentlige skiveskydninger. Hornbæk Salonskydeselskab var herefter reelt en selskabelig forening, hvor man alene koncentrere sig om den årlige fugleskydning og i tilknytning hertil serieskydninger.
Nogen drastisk eller markant ændring er der vel ikke tale om. Indadtil var det en tilpasning til foreningens faktiske grundlag og de intentioner, der dybest set lå til grund for oprettelsen. Udadtil var det vel nærmest en yderligere distancering i forhold til skytteforeningerne. Hvorom alting er, så var og blev det selskabelige det altafgørende og bærende grundlag i Hornbæk Salonskydeselskab.
Nok så mange kræfter og ressourcer fornemmes at være blevet lagt i det selskabelige liv i Hornbæk Salonskydeselskab. Megen kreativitet er samtidigt blevet lagt for dagen i de skiftende ”arrangementsudvalg”, som forestod den årlige Fastelavnsfest, eller som den også betegnedes ”Vinterfest”. De mange bevarede programmer, men vel især de mange sange, giver et levende billede af en glad og munter tid baseret på et lokalt sammenhold og tilhørsforhol.
*
Historien om fugleskydningerne
Det begyndte som våbenøvelser i middelalderens Europa. I Danmark møder vi først begrebet fugleskydning engang i 1300-årene, og da i forbindelse med gildevæsenet, hvor der rundt om i købstæderne oprettedes såkaldte værnegilder med egen skytshelgen. I Helsingør havde man foruden det fornemme St. Knuds Gildet, som omtales i Christian den Andens privilegier for Helsingør, St. Gertruds Gildet, St. Anna Kompagni, som jævnsides Helligtrefoldigbeds Gilde stod ved magt i århundreder, og hvis rødder strækker sig tilbage i middelalderen.
Det var armbrøstenes tidsalder, så det var dette våben, der benyttedes ved fugleskydningen.
Men snart dukkede krudt og kugler op i våbenarsenalet. I 1512 hører vi. første gang om, at skydevåben, de såkaldte ”hagebøsser”, blev benyttet i forbindelse med en fugleskydning, Del fandt sted ved papegøjeskydningen i Guds Legemes Laug i Aalborg, der blev oprettet i 1441. Lauget eksisterer stadig og overgås i alder kun af Det kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab, der kan føre sin historie tilbage til 1334, men Kongelig Privilegeret blev det først i 1751. I 1766 blev det eksisterende skydekompagni i Helsingør ligeledes ophøjet til Kongelig privilegeret Skydeselskab. Ved siden af de Kongelig privilegerede Skydeselskaber oprettes i slutningen af 1700-årene flere borgerlige skydeselskaber, således et i Roskilde i 1787, et i Vordingborg i 1788, et i Køge og et i Næstved i 1794.
Mange af de danske konger har interesseret sig for fugleskydning. Således ses, på et samtidigt billede, kong Christian den Femte at have deltaget i en papegøjeskydning den 5. september 1694 på arealet udenfor Nørreport i København. På billedet er det kongen, der har lagt an til skud mod fuglen. ”Stangriflen”, der er stor og tung, støttes af en såkaldt ”skydestang”.
Fuglen var udført i jern og træ og fremstod som en rigtig fugl med krop, vinger, hoved og hale, bemalet i stærke, flotte farver, deraf nok betegnelsen papegøje. Undertiden var den også udstyret med fjer for at gøre den livagtig. Højt hævet over skydebanen – på toppen af en høj stang fastgjort med barduner – har fuglen nødvendigvis skullet ses tydeligt. Men skydebrødrenes tilsyneladende manglende skydefærdighed kombineret med den særlige form, hvorunder fugleskydningen afvikledes, forårsagede mangen en gang, at en vildfarende kugle ramte udenfor skydebanens område. Byfogeden i Helsingør så således med stigende betænkelighed på forholdene ved Helsingørs kongelig privilegerede Skydeselskabs skydebane ved Svingelport. Men først i 1868 ændredes skydeproceduren, således at der skulle skydes horisontalt og ikke op i luften. »Papegøjen« blev herefter anbragt vertikalt på en kort stang foran en skydevold, ligesom der nu også blev skudt med et fast an1ag. Dette var normen, da Hornbæk Salonskydeselskab den 14. juni 1908 afholdt sin første fugleskydning. Fugleskydningen foregik i den store have bag ved Hotel ”Bondegaarden”, omtrent hvor der i dag er parkeringsplads bag SuperBrugsen. Fuglen, der var fastgjort til en jordgravet stolpe, stod med ryggen mod syd op mod den høje jordvold ved Stationsvej, der hvor Netto i dag ligger. Der deltog 38 skydebrødre i fugleskydningen, der hver især havde betalt 1 kr. og 50 øre i indgangspenge. Men så blev der også skudt om 10 fornemme præmier. Da fuglens brystplade, som den sidste faldt til jorden ved et velrettet skud af slagtermester Sofus Poulsen, blev denne således Hornbæk Salonskydeselskabs første Fuglekonge.
Fuglen har ikke været noget standardiseret skydemål. Fuglen har således været meget individuelt udformet og stafferet. Størrelse og form har været forskellig fra skydeselskab til skydeselskab, der hver især havde deres egen, stolte ”fugletradition”, som i øvrigt blev skabt allerede i de første år efter oprettelsen , og som blev yderligere fastholdt ved den kontinuitet , der lå i det forhold, at det ofte som i Hornbæk Salonskydeselskab var en eller to fra medlemskredsen, der gennem en årrække tilvirkede fuglen, så udformningen har næppe budt på de store variationer fra år til år. I forbindelse med fugleskydningen i 1947 hedder del ”at Silldorff tegnede den, og at Emil Petersen fabrikerede den, og at l Hoffritz lavede beslagene”.
Men stolte var skydebrødrene af deres ”papegøje”, sådan som det også fornemmes i referatet fra fugleskydningen i 1950. Om morgenen samledes skydebrødrene og
”med fuglen i spidsen, smukt malet af Silldorff og beslået, skåret, lavet og båret af Hoffritz, marcherede vi til banen, hvor skydningen foregik”.
Fuglen er tilsyneladende aldrig blevet portrætteret i nærbillede, men traditionen vil vide, at fuglen altid har været lavet af en træplade bemalet i kraftige papegøjefarver. Engang i 196o’erne indledte man traditionen med at befjere fuglen med sorte aftegninger for lemmerne, krone og næb. Fuglens legemsdele var fastgjort med beslag, som skulle nedskydes, før den pågældende legemsdele faldt.
Fugleskydning 27. aug. 2000 i graven på skydepladsen ved Stenhøjgård. Fuglen er i dag lavet af en møbelplade. Der er således ingen materialer. der kan reflektere kuglerne.
Når omstændighederne og forholdene bød det, så blev der også skudt til en simpel papfugl. Med udbruddet af 2. Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark besluttede bestyrelsen at aflyse den forestående fugleskydning, hvorved Aage Petersen ”maatte fungere et Aar endnu som fuglekonge”. Det omfattede også bestyrelsen, idet også generalforsamlingen blev udsat et år. . l referatet hedder det:
”Skydningen var Hemmelig, hver Skytte fik udleveret et Nummer, og højeste Point gav Præmier for hver Skydning”
”Skydningen begyndte Kl. 10, og KJ. 12.30 spiste man den medbragte Frokost med dertil hørende Appetitvækkere. Kl. 13.30 fortsattes Skydningen, som sluttede ved Femtiden … Kl. 18.30 samledes man igen paa Badehotellet til Spisning. Stegt Aal m/stuvede Kartofler, Osteanretning og Kaffe. Ved Bordet blev Resultaterne af Skydningen oplæst. Skræddermester Poul Larsen blev herefter Foreningens Fuglekonge for det kommende Aar”.
Der efter var der generalforsamling.
Da fugleskydningen blev genoptaget i 1941, skete det ikke på skydebanen i Horneby, men ved Badekabinerne til Hornbæk Badehotel, hvor der blev skudt til en mindre papfugl. Ved den efterfølgende præmieskydning blev der ”skudt til Skive med Luftbøsse og Pile”. Skydeselskabet havde i øvrigt i den forbindelse måttet investere i tre nye luftbøsser.
Det var ikke selve fuglen, der skulle skydes efter, men derimod de jernplader og ringe, som var blevet hæftet på dens forskellige legemsdele. Det var disse beslag benævnt efter deres pla-cering på fuglen, som skulle nedskydes for at vinde hæder og fornemme sølvpræmier. De første mange år blev der skudt om 1O præmier, nemlig de otte som er gældende i dag plus to ekstra ringe – en i hver vingespids. Det har altid været forbundet med megen ære at skyde sig til præmier i forbindelse med fugleskydningerne. Rækkefølgen på de otte skydemål har ved fugleskydningen i Hornbæk Salonskydeselskab minutiøst fulgt den gængse i tidens skydeselskaber og formentlig dermed ligget nogenlunde fast fra starten, om end den rækkefølge, der umiddelbart kan udlæses af referaterne, giver indtryk af en vis vilkårlighed
Men traditionelt er der først blevet skudt til Kronen, dernæst Næbbet, herefter fuglens Højre Vinge, dens Venstre Vinge, Højre Klo, dens Venstre Klo og Halen, inden der til sidst blev skudt til Brystet. Når brystpladen som den sidste faldt til jorden, var selskabets nye fuglekonge fundet. Dette kunne ske ved eget skud eller ved en anden skydebroder, som efter aftale skød for den pågældende. Dette gjaldt for så vidt også skydningen til de øvrige plader. Men brystpladen forpligtede ved at rumme fuglekongeværdigheden. l erkendelse af at det ikke var alle medlemmer, der ønskede at påtage sig dette et-årige hverv, havde bestyrelsen i 1947 besluttet, at de pågældende kunne melde pas med hensyn til at blive årets fuglekonge og dermed påtage sig fuglekongeværdigheden.
Bestyrelsen udarbejdede derfor en hemmelig liste- over de potentielle fuglekonger. Om selve fugleskydningen kan man læse følgende:
Efter at man havde drukket Frokostkaffe, som var tillavet ganske udmærket ude i det fri af Svend Petersen, begyndtes der paa Skydningen igen, der var imødeset med megen spænding da Formanden ved Frokostbordet havde meddelt, at Skydningen til Kongefugleværdigheden i Aar foregik paa hemmelig Liste.
Ud paa Eftermiddagen var saa Fugleskydningen forbi og Resultatet blev følgende: Højre Klo Købmand Aage Svendsen ved Milan Petersens Skud; Venstre do Fabrikant Preben Hjort Olsen ved eget Skud; Højre Vinge Smedemester Hoffritz ved Erik Petersens Skud; Venstre do Installatør P. Rasmussen ved E. Helms Jensens Skud; Halen Ib Jacobsen ved Helge Larsens Skud; Kronen Erik Helms Jensen vi eget Skud; Næbbet Købmand H. Goethe vi eget Skud; Pladen installatør Ahrendt-Jensen vi E. Helms Jensens Skud. Den nye Fuglekonge blev saaledes Installatør Ahrendt-Jensen, som paa den hemmelige Liste stod opført som nummer 33, og da Erik Helms Jensen nedskød Pladen for dette nummer blev det Ahrendt-Jensen der blev Kongen”. Den nye procedure, som bestyrelsen havde valgt, med den hemmelige liste vakte furore, og der faldt bemærkninger som ”svindel og bedrageri”, hvilket blev afklaret ved den efterfølgende generalforsamling, som blev fulgt af en ekstraordinær. Bestyrelsen fik sin vilje. Den hemmelige liste blev bibeholdt. Men det ændrede ikke ved det forhold, at interessen og villigheden blandt medlemmerne til at påtage sig hvervet kunne være temmelig behersket . Ved skydningen i 1948 faldt brystpladen ved et velrettet skud af Emil Petersen på nummer 22, som efter ”den lukkede Iiste” var identisk med mejerist Sigfred Kristensen, som dermed var årets fuglekonge, men som formanden havde mere end vanskeligt ved at få ”trukket op på banen”.
