Nedenstående beskrivelser er taget direkte fra – Bogen om Hornbæk Salonskydeselskab 1907 – 2000 – udgivet i 2001. Der er tilføjet enkelte redaktionelle ændringer f.eks. omkring dødsfald og der er rettet enkelte fejl, som er opdaget siden bogen udkom. (Januar 2020/jpp)
~
1980
Hans Holten
Boghandler
* 1931 † 2016
Hans Holten er søn af prokurist Svend og hustru Inge Holten. Han blev født på Frederiksberg og voksede op i Hellerup. Efter at have taget realeksamen blev han uddannet som boghandler hos Karl d’Hornet, Gyldenløvesgade i København. Efter et par år i Livgarden blev boghandleruddannelsen suppleret med flere år i Stuttgart indenfor papirvarebranchen
I 1969 overtog Hans Holten Hornbæk Boghandel, Ndr. Strandvej 342, efter Inge Halskov. Det blev til mange gode år indtil han på grund af sygdom i 1988 måtte afhænde forretningen, der blev solgt til Matas. Siden da har Hans Holten nydt sit otium med blandt andet golf og petanque.
Hans Holten var gift med Bente, født Nielsen, og de fik tre børn Claus, Peter og Line.
Hans Holten skriver om sin kongetid, hvor han også kunne fejre 50 års fødselsdag: ”Måske havde det gjort indtryk på bestyrelsen, at jeg året før jeg blev konge, til fugleskydningen 1979, kom til at skylle en hveps ned sammen med det gode øl – hvilket resulterede i, at jeg besvimede og blev kørt på sygehuset”.
~
1979 – Æresmedlem
Erling Paridon
Læge
*1927 † 2009
Erling Paridon blev født i Nyboder i København som søn af revisor Einert Jensen og hustru Astrid, født Paridon. Han blev uddannet læge i 1956 fra Københavns Universitet og virkede herefter ved forskellige københavnske hospitaler under sin “turnus”. Erling Paridon flyttede til Hornbæk i 1958, for, i en meget ung alder, at åbne lægepraksis på Havnevej 13. Året efter blev den flyttet til Ndr. Strandvej 365, hvor han også boede.
I 1972 flyttede han praksisen til Ndr. Strandvej 348 . Han afviklede og solgte sin praksis til læge Mikael Birch i 1995. Erling Paridon bor i sin svigerfars barndomshjem “Aabo” på Lochersvej ved Østre Bæk. Erling Paridon havde stor interesse for malerkunst og var selv udøvende kunstmaler. Han havde ligeledes stor interesse for jazz og klassisk musik og han spillede ved flere lejligheder klarinet til Salonskydeselskabets arrangementer.
Han var gift med Bodil og de fik fire børn Ida, Ulla, Torsten og Luise
Erling Paridon blev senere gift med Birgit, datter af tømrermester Hans og hustru Tove Kuhlmann, Hornbæk.
Erling Paridon var medlem af Salonskydeselskabets bestyrelse fra 1964 til 1975, heraf som formand i perioden 1966 til 1975.
Motivet på kongeplatten er lægesymbolet – Æskulapstaven – med en vikingemaske som baggrund. Æskulapstaven er omslynget af en slange og var oprindelig lægeguden Asklepios’ attribut og blev senere lægevidenskabens symbol. I Asklepios’ helligdom i Epidauros holdtes slanger, muligvis den ugiftige æskulapsnog, som indgik i behandlingerne, bl.a. i “chokbehandling” af psykisk syge. Vikingemasken er Erling Paridons bomærke – et bomærke som han selv er kunstneren bag.
~
1978
Erik Pedersen
Snedkermester
* 1918 † 1996
Erik Petersen blev født i Gentofte som søn af tømrermester Laurits Petersen og Christa, født Jacobsen. Erik Petersen blev udlært som snedker i København. Han arbejde herefter som snedker på Svejstrup Træskofabrik ved Silkeborg og senere overtog og videreførte han sammen med en ældre kollega Keld Weber, Niels Larsens Maskinsnedkerri i København, som var specialist i fabrikation af gymnastikredskaber.
Erik Petersen flyttede til Hornbæk i 1960, hvor han købte “Pilegården” i Horneby. Her drev han egen snedkervirksomhed med fremstilling af gymnastikredskaber, samt almindeligt snedkerarbejde. Erik Petersen var i en periode i 1970’erne formand for Hornbæk Handels- og Håndværkerforening. Han solgte firma og “Pilegården” i 1987 og flyttede til Spanien. Han boede sine sidste år i Linå ved Silkeborg.
Erik Petersen var gift med Inger Margrethe, født Petersen, og de fik børnene Vinnie og Teddy.
~
1977
Jens Fritzen
Murermester
*1922 † 1994
Jens Fritzen blev født på Øresundsvej 36 i Hornbæk af fisker Anders og Karen Fritzen. Han blev uddannet som murer hos murermester Marinus Jensen, Apperup. Som ung nyuddannet murer drog han på valsen – først på Bornholm med genopbygningen efter 2. verdenskrigs bombardement af Neksø – så Island og Færøerne – afsluttende med fem år i Norge, hvor han bl. a. lærte granitpuds, et speciale han senere skulle få brug for.
Efter hjemkomst til Hornbæk i 1953, startede Jens Fritzen murermesterforretning i kompagniskab med murermester Willy Watson. De blev senere i 1960 selvstændige hver for sig, og i 60’erne overtog Jens Fritzen firmaet Tervacol, som havde stenpuds som speciale. Han var en meget arbejdsom mand, som ikke gik af vejen for fysisk krævende murerarbejde. Jens Fritzen boede og drev sin forretning fra Hornebyvej 24, “Enghøj”. I 1990 solgte han sin murermesterforretning til murermester Henrik Larsen, Fredensborg. Jens Fritzen var formand for lotteriforeningen “Donnerforeningen” fra 1993 til sin død i 1994.
Jens Fritzen var gift med norske Gert og senere med Birthe, født Aaskilde, og de fik datteren Karen-Trine.
Jens Fritzen var medlem af Salonskydeselskabets bestyrelse som materialeforvalter fra 1966 til 1975.
~
1976
Christian “Bondegård” Hansen
Restauratør
* 1903 † 1979
Hans Christian Hansen blev født i Sundevedsgade på Vesterbro i København, som søn af lagerforvalter ved Københavns Sporveje J. P. Hansen og hustru Marie. Han blev uddannet som mejerist, men det skulle være inden for restaurationsbranchen hans hovedgerning skulle ligge, først som kok i Clara Rafaels hus på Østerbro og senere som restauratør ved flere københavnske spisesteder.
Christian Hansen kom til Hornbæk i 1948, hvor han arbejde hos ungdomsvennen Knud Frederiksen, som dengang ejede Hornbæk Badehotel. Christian Hansen forestod driften af Hornbæk Kro ( nu Peter Leanders ejendomshandel på Havnevej ). Da Badehotellet lukkede i 1952, forpagtede han den nyrenoverede restauration “Bondegården” ved Hornbæk Stationsvej og ved en stor arbejdsindsats lykkedes det at føre restauranten gennem de krisefyldte 1950’ere. “Bondegården” blev fra at være en sommer restaurant, kendt som et godt helårs spisested og en skattet ramme for byen foreningsliv i bredeste forstand (foreningsballer, skolefester, danseskole, kortklubber, marineforening m.v.. Salonskydeselskabets platter hang på “Bondegården” fra 1957 til langt op i tresserne).
På grund af hustruens svigtende helbred valgte Christian “Bondegård” Hansen i 1963 det roligere liv som vin- og tobakshandler på Bernstorffsvej i Gentofte. Efter sin kones død i 1966 vendte han tilbage til kokkefaget, som køkkenchef på “Den røde Pimpernel” indtil 1976, hvor han endelig helligede sig pensionisttilværelsen.
Christian “Bondegård” Hansen var gift med Anne Margrethe, født Teller, og de fik sønnen Steen.
“Bondegårds-Hansen” var kendt for sin underholdning med sang ved Salonskydeselskabets arrangementer og her var han nok mest berømt for sin fortolkning af “Champagnedrengens sang” . Dette er også temaet bag motivet på hans Kongeplatte. Christian “Bondegård” Hansen var Salonskydeselskabets sekretær fra 1954 til 1958.
~
1975
Gunnar “Bonne” Rasmussen
Viktualiehandler
* 1924 † 2002
Gunnar Rasmussen blev født i Gesten i Jylland, som søn af mejeribestyrer Ejnar Rasmussen og Anna, født Knudsen. Han blev først uddannet hjemme som mejerist, men kom herefter i 1940 i malerlære hos en mester i Haderslev om sommeren og var på håndværkerskole om vinteren i Hadsten ved Randers. Han blev udlært i 1944. I 1946 søgte Gunnar Rasmussen andre græsgange og kom til Hornbæk, hvor han arbejdede som svend hos malermester Kaj Andersen, Søvænget 1.
Her mødte Gunnar Rasmussen sin kone, som dengang drev pensionatet “Bjørke”, Ndr. Strandvej 326. De startede i 1948 en viktualiebutik “Bonne” i vestre ende af ejendommen, Ndr. Strandvej 336, som de drev frem til 1983. Herefter genoptog han sit gamle fag som maler i firmaet C.A. i Hillerød, frem til 1992.
Gunnar Rasmussen var gift med Anna, kaldet “Bonne”, født Jørgensen, fra Farstrup på Vestfyn, og de fik sønnen Peter.
Gunnar Rasmussen ses her med Kongepokalen i hånden, som, siden den blev skænket af skydebroder blikkenslagermester H.W. Olsen i 1937, har været fuglekongernes vandrepokal.
~
1974
Ove Hansen
Vinhandler
* 1905 † 1985
Ove Jørgen Hansen stammede fra Helsingør, hvor han blev uddannet kommis hos købmand Rasch. Efter endt uddannelse kom han til købmand Ove Brammer ligeledes i Helsingør. I 1928 købte han sommerkiosken ved Sommariva Strand og det var her han tjente penge til at købe sin første forretning Vin Depotet, Ndr. Strandvej 346 (i dag østre ende af Unibank) i Hornbæk i 1930. Senere startede han chokoladeforretningen Ekko på den modsatte side af hovedgaden (i dag østre ende af Helms Farvehandel. Navnet Ekko stammede fra den gammel chokoladeforretning i villaen på hjørnet af Ndr. Strandvej og A.R. Friisvej ).
I 1934 købte Ove Hansen huset på A.R. Friisvej 5, hvor han boede til sin død. På Friisvej havde han avisudsalg søn- og helligdage. Under 2. verdenskrig fik han tilnavnet Sprutten eller Sprut-Hansen, på grund af sin “holdning” til rationeringsmærkerne under krigen. Ove Hansen var en ret initiativrig person i Hornbæk. Han var med til at starte Hornbæk Bys Orkester i 1930’erne. Han var også sammen med Svend Aage Storminger (Fuglekonge i 1952) drivkraften bag starten af byfesterne i Hornbæk i 1950’erne. Dengang afspærrede man hovedgaden fra lørdag eftermiddag efter lukketid til søndag morgen og så festede man med små smugkroer i porte og baggårde og med musik og dans i den østlige ende og tivoli i den vestre.
Ove Hansen var også dengang iværksætter af en årlig tilbagevendende strandrensning, hvor alle byens handlende og håndværkere gik i et stort optog gennem hovedgaden til stranden.
Ove Hansen var gift med Henny Irene, født Florin, og de fik datteren Vita.
~
1973
Erik Helms
Farvehandler
*1923 † 2002
Erik Helms blev født i Hornbæk, som søn af Carl Helms Jensen og Olga Sofie, født Larsen.
Han uddannede sig til farvehandler i Skovshoved nord for København. Han vendte tilbage til Hornbæk i 1949, som første mand i sin mors farvehandel i hovedgaden Ndr. Strandvej 345. Erik Helms overtog i 1952 forretningen, som han stadig arbejder i, men som fra 1994 er blevet videreført af sønnen Torben.
Erik Helms hjerte har altid banket for Hornbæk Idrætsforening og han har i en årrække været formand for Gymnastik- og Håndboldafdelingen. Helms Farvehandel har altid stået åben for salg af billetter til Idrætsforeningens kampe og arrangementer gennem tiden. Fra genoplivningen af Hornbæk Havnefest efter 2. verdenskrig og til midten af 1990’erne har Erik Helms være fast tilknyttet festkomiteen som materielforvalter og indkøbschef. Handels- og Håndværkerforeningen har også i en lang periode i 1960’erne haft megen glæde af Erik Helms arbejdskraft.
Erik Helms er gift med Lizzie, født Sørensen, fra Hornbæk. De har fået tre sønner Christian, Torben og Jørgen.
Erik Helms er i skrivende stund (2000) Hornbæk Salonskydelselskabs ældste medlem. Han blev medlem i 1944.
~
1972
Peder Olsen
Bygningsingeniør
*1936
Peder Olsen blev født i Hellerup, som søn af Carl og Rosa Olsen. Han er uddannet tømrer i 1957 og herefter videreuddannet bygningsingeniør fra Københavns Bygningsteknikum i 1962.
Peder Olsen bosatte sig i 1964 i Hornbæk i et selvbygget hus på Bødkervej 25 med sin første kone Anne-Lise og børnene Birgit, Lene og Mette. Peder Olsen var gennem sin store interesse for kølbådssejlads aktivt med i starten af Hornbæk Bådeklub og medvirkede herunder i byggeriet af klubhuset
Peder Olsen flyttede i 1973 til Helsingør og har i perioden 1975 – 1985 været rejsende bygningsingeniør i Grønland, Irak, Kuwait, Libyen, Syrien og Jordan. Peder Olsen er i dag igen bosat i Helsingør.
Han fik med sin anden, nu afdøde kone, Margrethe, født Skovgård, børnene Anders og Amanda.
Kongeplatten bærer Hornbæk Bådeklubs stander. Denne stander er oprindeligt udformet af maler Johannes Faxe ved Hornbæk Bådeklubs start i 1964.
Foto er fra skydepladsen ved Åsen bag Bøgehøjgård – man fornemmer opførelsen af de første huse på Bødkervej i baggrunden.
~
1971
Johannes Frederiksen
Slagtermester
*1918 † 2003
Johannes Frederiksen blev født i Liseleje, som søn af fisker Hans Johannes Frederiksen og hustru Kamilla, født Karlsen. Han blev udlært som slagter hos Otto Bengtson i Frederiksværk og var herefter svend og senere bestyrer af forskellige slagterforretninger i Hillerød. I 1949 flyttede han med familie til Hornbæk, hvor han overtog Marie Jensens, kaldet “ Dars”, slagterforretning på Ndr. Strandvej 345.
Han drev Viktualieforretningen frem til 1985, hvor sønnen Mogens (formand for Hornbæk Salonskydeselskab fra 1980 til 1992) overtog og videreførte slagterforretningen. Johannes Frederiksen driver i dag fiskeri fra Hornbæk Havn. Han er i dag formand for lotteriforeningen “Donnerforeningen”, et hverv han har udøvet siden 1994.
Johannes Frederiksen er gift med Gerda og han har fem børn Kirsten, Mogens, Bodil, Karen og Jens
Johannes Frederiksen var medlem af Salonskydeselskabets bestyrelse fra 1954 til 1965 som materialeforvalter – og det var også i denne egenskab, at han sammen med maler Holger Sildorff var med til at udvikle og forme motiverne til platterne, da disse blev malet i 1957.