Nedenstående beskrivelser er taget direkte fra – Bogen om Hornbæk Salonskydeselskab 1907 – 2000 – udgivet i 2001. Der er tilføjet enkelte redaktionelle ændringer f.eks. omkring dødsfald og der er rettet enkelte fejl, som er opdaget siden bogen udkom. (Januar 2020/jpp)
~
2000
Peter Byskov
Advokat
*1944
Peter Byskov er født i Tølløse på Midtsjælland som søn af landmand og godsinspektør Søren Rasmus Sørensen og hustru Grethe Byskov, født Christensen.
Peter Byskov flyttede til Hornbæk med sine forældre i oktober 1949, da de forpagtede pensionatet ”Ewaldsminde” på Johannes Ewaldsvej nr. 5. I 1954 købte Peters mor, Grethe Byskov, pensionatet og årene efter ændredes navnet til ”Pension Ewaldsgården”.
Grethe Byskov drev pensionatet til 1986, hvor hun solgte det.
Peter Byskov fik sin realeksamen fra Hornbæk Skole i 1961 og fortsatte herefter på et 2-årigt aftenkursus med studentereksamen i 1963 på Akademisk Kursus, i København. Peter Byskov startede herefter et jurastudium, som han afsluttede med Juridisk Embedseksamen i vinteren 1972/73.
Han blev advokatfuldmægtig hos landsretssagfører Svend Westergaard og advokat Jørgen Bojesen i Kgs. Lyngby. Peter Byskov blev medejer af dette advokatfirma i 1979.
Peter Byskov fik sin advokatbestalling i 1975. Møderet for Landsret i 1978 og for Højesteret i 1984.
Friluftsporten har stået Peter Byskovs hjerte nært, og han virkede i sin ungdom som rejseleder for Ungdommens Rejsebureau under Dansk Vandrerlaug ved destinationer både vinter og sommer i Østrig. I de sidste 20 år er fritiden og foreningslivet foregået i Hornbæk Bådeklub. Først i ungdomsafdelingen med sine børn og senere som dommer ved kølbådssejlladser.
Peter Byskov er gift med Alice, født Mauritzen fra København og de har tre drenge Jan, Steen og Søren.
Den nykårede fuglekonge ses her flankeret af den tidligere fuglekonge Jørgen Prange (tv.) og formand Palle Svendsen (th.)
~
1999
Jørgen Prange
Læge
* 1943
Jørgen Åge Farrel Prange er født i København som søn af grosserer Alec Farrel Prange og hustru Elvida, født Berg. Jørgen Prange blev i 1962 student fra Ordrup Gymnasium og påbegyndte herefter en lægevidenskabelig embedseksamen på Københavns Universitet, som han færdiggjorde i 1970.
Jørgen Prange blev i 1970 ansat som læge ved Helsingør Sygehus (det gamle Øresundshospital) på kirurgisk- og medicinsk afdeling.
Fra 1972 blev lægegerningen fulgt op med vagtkørsel i Helsingør og omegn.
I 1974 overtog Jørgen Prange læge Mogens Bergs praksis i den gamle lægebolig på Sauntevej 8 i Hornbæk. Denne praksis er i dag flyttet til Sauntevej 2, ovenover Hornbæk Apotek.
Udover sin lægepraksis i Hornbæk er Jørgen Prange også engageret i sit fags videre udvikling, bl. a. som gruppeleder for efteruddannelsen af praktiserende læger i Helsingør området.
Jørgen Pranges fritid deles ligelig mellem familien, tennis og lystfiskeri.
Jørgen Prange er gift med Karen Elisabeth, født Hvidt, og de har to døtre Charlotte og Kamilla.
Fra et tidligere ægteskab med Janet, født Claringbul i England, har han sønnen Michael.
Jørgen Prange har været medlem af Salonskydeselskabets bestyrelse siden 1980, kun afbrudt af sit kongeår fra sommeren 1999 til sommeren 2000. Han er i dag bestyrelsens nestor og ”Emma Gad” i anliggender, som omhandler selskabets kodeks og moral .
Motivet på kongeplatten er lægesymbolet – Æskulapstaven – omslynget af en slange. Det var oprindelig lægeguden Asklepios’ attribut og blev senere lægevidenskabens symbol. I Asklepios’ helligdom i Epidauros holdtes slanger, muligvis den ugiftige æskulapsnog, som indgik i behandlingerne, bl.a. i “chokbehandling” af psykisk syge. Platten er malet af Erling Paridon.
~
1998
Jørgen Grumstrup
Arkitekt
* 1941
Jørgen Grumstrup Pedersen er født på Lochersvej 7 i Hornbæk som søn af murermester Oluf Pedersen (Fuglekonge 1961) og Anna, født Nielsen. Begge stammede fra Jylland. Jørgen Grumstrup tog realeksamen fra Hornbæk Skole og gik herefter i murerlære hos sin far, som dengang drev murervirksomhed fra hjemmet på Per Bjørnsvej 27.
Som murersvend arbejde han om sommeren for sin far i Hornbæk og læste om vinteren til bygningskonstruktør i København, en uddannelse han færdiggjorde i 1964. Han uddannede sig herefter på Arkitektskolen i København.
Som færdiguddannet arkitekt i 1970 arbejdede Jørgen Grumstrup 10 år på Fællestegnestuen i Studiestrædet i København blandt andet med opgaver som Farum Midtpunkt og bydelen Solbjerghave på Frederiksberg. Disse projekter banede vej for et lærerjob på Arkitektskolen fra 1978 til 1998.
I perioden 1966 til 1980 boede Jørgen Grumstrup med familie i Amaliegade i København, men i 1982 indrettede han egen tegnestue og beboelse i det gamle tømrerværksted på Birkehavevej 7 i Hornbæk. Tegnestuen har siden da sat sit præg på Hornbæk og omegn. I dag er de to arkitekter, som i fællesskab driver Tegnestuen Hornbæk. I mange år spillede Jørgen Grumstrup fodbold på Hornbæks førstehold – i dag går interessen til motionsidræt og golf. Sejlsport i Hornbæk Bådeklub er også en af hans fritidsinteresser og han var medstifter i 1964.
Jørgen Grumstrup hjerte brænder for Hornbæk bys trivsel og udvikling. Som formand for Handelsstandsforeningen i begyndelsen af 1990’erne, var han med til at genstarte Hornbæk Turistforening ved samkøring med det lokale bibliotek. Jørgen Grumstrup er hovedmand i byens Lokale Samvirke, en paraplyorganisation, som har samlet alle byen foreninger. Jørgen Grumstrup har gennem tiden haft flere byudviklings mærkesager (bytorvet, hovedgaden og gangtunellen under jernbanen), som i dag alle er udført til stor tilfredshed for byen borgere.
Logoet i den venstre side af Kongeplattens motiv er bomærket for P.A.R
( Praktiserende Arkitekters Råd ).
~
1997
Jørgen Ahrendt-Jensen
Elinstallatør
* 1947
Jørgen Ahrendt-Jensen er født i Hornbæk på Willemoesvej 15, som søn af stærkstrømsingeniør Verner Ahrendt-Jensen (Fuglekonge 1969) og hustru Anne-Lise, født Mortensen fra København. Jørgen Ahrendt-Jensen er opvokset i Hornbæk og fik i 1964 sin realeksamen fra Hornbæk Skole.
Han fik herefter en elekrikeruddannelse hos sin farfar installatør Carl Emil Ahrendt-Jensen (Fuglekonge i 1947), Hornbæk Installationsforretning på Havnevej 6 og afsluttede i 1971 en ingeniøruddannelse fra Københavns Teknikum.
Han arbejdede som ingeniør hos NESA i Hellerup og senere hos Semco i Glostrup.
I 1975 blev Jørgen Ahrendt-Jensen igen ansat i Hornbæk Installationsforretning og har siden 1976 videreført familievirksomheden med stor dygtighed.
Jørgen Ahrendt-Jensen har altid haft stor interesse for musik, en interesse som han har fået fra sin far og farfar. Bane- og terrænskydning, der også er en interesse han har fået hjemmefra, har bl. a. gjort ham tre gange til Danmarksmester. I dag er hesteavl og hestevognskørsel den dominerende fritidsbeskæftigelse, som han deler fuldt ud med sin kone Karen.
Jørgen Ahrendt-Jensen er politisk engageret i Det Konservative Folkeparti på Nordkysten, hvor han i en periode har været formand. Han har ligeledes været næstformand for Helsingør Erhvervsskole, samt medlem af Helsingør – Hornbæk – Gillelejebanens bestyrelse.
Det lokale arbejde med Hornbæks trivsel og udvikling har altid ligget Jørgen Ahrendt-Jensen på sinde. Han har været medlem af bestyrelsen for Hornbæk Vandværk siden 1976 og formand siden 1982, en post som for øvrigt tidligere var hans farfars. Jørgen Ahrendt-Jensen har i en periode også været formand for Hornbæk Handels- og Håndværkerforening.
Jørgen Ahrendt-Jensen er gift med Karen, født Olsen, fra Saunte. De har børnene Ulrick og Torben.
Jørgen Ahrendt-Jensen er tredje generation af fuglekonger. Hans farfar Carl Emil Ahrendt-Jensen blev fuglekonge i 1947 og hans far Verner Ahrendt-Jensen i 1969. Jørgen Ahrendt-Jensen har siden 1998 været medlem af Hornbæk Salonskydeselskabs bestyrelse, en post som han ligeledes kan dele med sin farfar og far.
Motivet på platten er Hornbæk Installationsforretning på Havnevej 6.
~
1996
Finn Svendsen
Vognmand
*1950
Finn Svendsen blev født i Havreholm som søn af vognmand Knud Svendsen, Hornbæk og hustru Anna, født Rasmussen. Finn Svendsens farfar Gustav Svendsen stiftede vognmandsfirmaet Gustav Svendsen og Sønner i 1908. Knud Svendsen og broderen Adolf Svendsen overtog og videreførte firmaet i 1939. Finn Svendsen lærte vognmandsfaget i sin fars vognmandsfirma.
Finn Svendsen og hans bror Steen Svendsen videreførte fra 1977 det gamle firma.
Fragt- og vognmand Erik Svendsen (Fuglekonge1954) var farbror til Finn Svendsen.
Finn Svendsen er medlem af bestyrelsen for Frederiksborg Amts Vognmandsforening. Fritiden bruges på fiskeri fra egen båd i Hornbæk havn, samt i familiens flotte have. Billard og kortspil hører også til fritidssyslerne.
Finn Svendsen er gift med Mette, født Panduro Petersen, fra København. Mettes mor var datter af fisker Anders Fritzen og hustru Karen, begge fra Hornbæk og søster til murer Jens Fritzen (Fuglekonge 1977). Finn og Mette Svendsen har børnene Signe og Robert.
Finn Svendsen var fuglekonge i det første halvår af 90-års jubilæumsåret og blev derfor eskorteret til skydepladsen af udklædte skydebrødre (udklædt som for 90 år siden). En hestetrukken fladvogn, magen til dem Gustav Svendsen brugte i vognmandsforretningen på Birkevej , hvor der også dengang var en stor hestestald,, førte fuglekongen gennem byen. Optoget gjorde holdt på Bytorvet, hvor Salonskydeselskabet var vært for en lille forfriskning for byens morgenduelige
~
1995
Bendt Larsen
Købmand
* 1941
Bendt Larsen blev født i Hjardemål Klit i Thy, som tredje barn i en søskende flok på ti, søn af tømrer og biavler Viggo Ejnar Larsen og Ella Helene, født Ørebro. Bendt Larsen blev uddannet kommis i Lild Sogns Brugsforening på Bjerget i Hanherred i Nordjylland. Efter endt uddannelse fortsatte han som kommis under samme brugsuddeler i Vester Vandet Brugs vest for Thisted i 10 år.
Bendt Larsen rejste herefter til Køge, hvor han arbejde som kommis i Greve Brugsforening. Han fortsatte som ølkusk på Tuborg depotet i Tåstrup, inden han samme sted startede som selvstændig købmand.
I 1975 kom Bendt Larsen til Hornbæk og overtog købmandsforretningen på Sauntevej 22 – en forretning – SPAR-købmanden – afhændede i 2000 efter 25 år. “Bendt-Købmand”, som han kaldes, er kendt for sin interesse for kortspil – en fritidsinteresse han har fået afløb for i Hornbæk Borgerklub gennem de sidste tyve år. Motorbådssejlads og fiskeri hører også til den travle købmands fritidsinteresser.
Bendt Larsen blev gift med Birthe, født Bach, i Vester Vandet vest for Thisted og de har drengene Mikael og Jan.
Kongeplatten viser den traditionelle ligevægt ( skålvægt ) som symboliserer handel og købmandskab. “Bendt-købmand” er opvokset i det barske klitområde i Hjardemål Klit ikke langt fra Bulbjerg og Skarreklit. I vægtskålen til venstre ses Skarreklit – tidligere 16 m høj strandpille af limsten 130 m ud for Bulbjerg i Jammerbugten. Den knækkede under en storm i september 1978, hvorved 14 m af toppen styrtede i havet. Fuglekongevognen er udsmykket med Tuborg parasol og spillebord med kort. På tronen sidder SPAR-konge.
~
1994
Jan Friis
Repræsentant
* 1929
Jan Friis blev født i København som søn af overlæge ved militæret Ivar Friis og hustru Ebba født Svendsen. Efter realeksamen fra kostskolen Herlufsholm ved Næstved i 1946, kom Jan Friis i handelslære hos manufakturfirmaet Holger Nielsen Engros i København. I 1950 blev han ansat som lagerchef på trikotagefabrikken København og fem år senere i trikotagefirmaet Taco ligeledes i København
Jan Friis startede i 1960 i det dengang i Danmark nyetablerede udenlandske firma, Triumph International Textil A/S. Han var firmaets første repræsentant og var gennem 35 år med til at præge firmaets udvikling indenfor damelingeri, nattøj og badetøj. Først i København og senere i Espergærde. I 1995 startede Jan Friis selvstændig virksomhed med import og salg af finere damelingeri fra franske- og italienske modehuse.
Jan Friis kom til Hornbæk i midten af 50’erne først i sit sommerhus på Øgårdsvej i Horneby og senere i 1971 bosatte han sig med sin familie på Granvænget i Hornbæk. Jan Friis har altid brugt sin fritid på havnen og på havet, og det er gennem denne interesse han i flere perioder har været i bestyrelsen for Hornbæk Bådeklub. Han sidder i dag som bestyrelsesmedlem i Komiteen Havnens Venner. I perioden 1978 – 1992 var Jan Friis bestyrelsesmedlem i Hornbæk Vandværk.
Jan Friis var gift med Alice Frank Petersen (død 1971) fra Hornbæk, hun var søster til Hugo Fokdals (Fuglekonge i 1967) kone “Mudde”, og de fik sønnen Ivar. Jan Friis er i dag gift med Conni ,født Nielsen, fra Gilleleje.
Kongeplatten viser blandt andet den lille sølvkrone som er firmaet Triumphs bomærke. Kongeplatten er maler Poul Fjordsides første arbejde for Hornbæk Salonskydeselskab
~
1993
Karl Kristian Kubiak
Købmand
* 1939 † 2007
Karl Kristian Kubiak blev født i Hornbæk som søn af købmand Albin Kubiak og hustru Solveig, født Poulsen. Han blev uddannet som dekoratør i Julius Kopps stormagasin i København. Efter endt uddannelse arbejdede Karl Kristian Kubiak fra 1962 som førstemand i sin fader og bedstefaders købmandsforretning “Tjalken”, Ndr. Strandvej 333, i Hornbæk.
I 1982 overtog han “Tjalken. Karl Kristian Kubiaks store interesse er vin og mindst en gang om året er han på vinrejse i det sydlige Europa.
Karl Kristian Kubiak blev skydebroder i 1973 og har fra samme år frem til 1990 været stærkt engageret i bestyrelsesarbejdet i Salonskydeselskabet. Han er altid at finde i skydeteltet og mange af fuglens lemmer er faldet for Karl Kristian Kubiaks præcise skud. Selskabets kanon blev i 1972 overdraget af gartner Ove Lübcke ( Salonskydeselskabets tidligere kanonér ) til Karl Kristian Kubiak, som siden hen mesterligt har kanoneret ved selskabets fugleskydninger.
Kongevognen var udsmykket som vinguden “Baccus” trone med tønde og vinløv.
Motivet på kongeplatten er udført ef den iranskfødte kunstmaler Mehrdad.A. Radmehr og forestiller købmandsforretningens logo. Oprindelig blev forretningen startet som en anneksforretning til Geutches Købmandforretning i Helsingør. Teolog Alexander Svedstrup, Ålsgårde gav den senere navnet “Tjalken” efter den hollandske fladbundede handelsskibstype Tjalk, som kun kan sejle i “medvind” og ikke gå op mod vinden. En tjalk er også en mågeart, hvilket også indgår i logoet.
~
1992
Ole Fritzen
Maskinmester
* 1935 † 2017
Ole Fritzen er søn af tømrermester Christian Fritzen og Sigrid, født Kuhlmann, fra Hornbæk. Han er bror til Poul Fritzen (Fuglekonge i 1962) og fætter til Jens Fritzen (Fuglekonge i 1977). Ole Fritzen blev uddannet maskinarbejder på Helsingør Værft og han fortsatte med en maskinmesteruddannelse, som efterfølgende bragte ham ud på de syv verdenshave.
I 1962 vendte Ole Fritzen tilbage til Helsingør Værft, som garanti- og prøvemester med ansvar indenfor maskinområdet på i alt 63 nybygninger såsom last-og tankskibe, passagerfærger, krydstogtskibe og luksusyachter. I den sidste kategori skal nævnes “Abdul Aziz”, et kongeskib til Kong Faisal af Saudi Arabien. Efter lukningen af Helsingør Værfts nybygningsafdeling i 1984 virkede Ole Fritzen som skibs-og maskininspektør til 1988. Ole Fritzen sejlede herefter som maskinchef på flyvebåden “Pilen 3 “ mellem København og Malmø til 2000, hvor han lod sig pensionere. Ole Fritzen tilbringer fritiden på Hornbæk Havn i Hornbæk Bådeklub og med lokal- og familiehistorisk gøremål. Han har i 32 år været medarrangør af Hornbæk Havnefest med ansvar for entre til festpladsen. Ole Fritzen bor i dag i sin mors barndomshjem på Willemoesvej 11.
Motivet på kongeplatten er hentet fra Ole Fritzens ækvatordåbsattest i 1960, på en rejse fra Curacao i Det caraibiske Hav til Buenos Aires i Argentina med tankskibet “Henning Mærsk” bygget i 1934. Kongeplatten er maler Helge Svendsens (Fuglekonge i 1968) sidste udførte platte.
Ole Fritzen ses her som fuglekongen i røg og damp. Kongevogn blev monteret med en B&W motor.
~
1991 – Æresmedlem
Kaj Hvitved
Assurandør
Æresmedlem
*1937
Kaj Hvitved er født i Skodsborg og opvokset i Birkerød, som søn af Ejnar Henry og Rigmor Hvitved, begge født på Djursland. Efter endt realeksamen kom han i kommislære hos købmand Svend Clausen, Birkerød, samtidigt tog han også handelseksamen. Han aftjente sin værnepligt i marinen og arbejdede herefter som kommis hos sin gamle læremester i Birkerød.
I perioden fra 1959 -1961 gik turen til Thulebasen i Nordgrønland, hvor Kaj Hvitved arbejdede for det amerikanske firma RCA, som byggede den store radar.
I 1961 kom Kaj Hvitved til Hornbæk for at arbejde som kommis i Hariet Leedgaards købmandsbutik på Ndr. Strandvej i Kildekrog. Denne købmandsforretning overtog han allerede få måneder senere og drev den frem til 1979, hvor den lukkede. Kaj Hvitved uddannede sig herefter til assurandør i forsikringsselskabet Hafnia i Helsingør og han fortsatte videre til Codan efter dets overtagelse af Hafnia i 1992. I 1997 lod han sig førtidspensionere. Kaj Hvitved var i mange år formand for Kildekrog Vandværk. I dag er han stadig medlem af bestyrelsen som kasserer, et arbejde som optager en del af hans pensionist tilværelse. Kaj Hvitved har været meget aktiv indenfor håndbold i Hornbæk Idrætsforening og han spillede i mange år på byens berømte “Old Boys” håndboldhold.
Kaj Hvitved var gift med Tove, født Johansen, fra Sorø egnen og de fik to drenge Michael og Morten. Han er i dag gift med Vibeke, født Langhoff, fra Tyskland.
Kaj Hvitved blev medlem af Hornbæk Salonskydeselskab i 1963 og var Salonskydeselskabets kasserer fra 1965 til 1992.
Den traditionelle afhentning af Kaj Hvitved som fuglekonge blev lidt utraditionel på grund af hans bopæl i Kildekrog. Skydebrødrene blev beværtet med morgenmad, inden de med fuld musik lod sig transportere den første lange vej mod skydebanen med morgentoget fra Kildekrog Trinbræt til Hornbæk Station. Her ventede kongevognen og turen gik videre gennem byen mod skydebanen!
Kongeplattens motiv er de tre H’er – “Hafnia Hånd i Hånd” – hvor Hånd i Hånd var et forsikringsselskab som Hafnia opkøbte i 1960’erne.