KONGEPLATTEMALERE I HORNBÆK SALONSKYDESELSKAB.
De første 37 platter blev først fremstillet til Selskabets 50 års jubilæum den 3. marts 1957.
Kongeplatterne er, på nær to *), udført og malet af lokale kunstmalere:
Kongeplatterne fra 1908 til 1958 er udført af maler Holger Silldorff, Havnevej 12.
Kongeplatterne fra 1959 til 1960 er udført af maler Poul Petersen, Birkevej 1.
Kongeplatterne fra 1961 til 1992 er udført af maler Helge Svendsen, Bretagnevej.
*) Kongeplatten i 1993 er udført af den iransk fødte kunstmaler Mehrdad A. Radmehr.
Kongeplatterne fra 1994 til 1998 er udført af kunstmaler Poul Fjordside, Horneby.
Kongeplatten i 1999 er udført af kunstmaler Erling Paridon, Lochersvej.
Kongeplatterne fra 2000 til 2012 er udført af kunstmaler Poul Fjordside, Horneby.
Kongeplatten 2013 udført kunstmaler Finn Rasmussen, Stenstrup Hornbæk
*) Kongeplatten 2014 er udført af billedskærer Claus Egelund Pedersen fra Henning Pedersen & Søn Snedkerkonservator og billedskærer i Køge
Kongeplatter fra 2015 til 2018 er udført kunstmaler Hans Kilian, Hornbæk.
Kongeplatten 2019 – Anders Drachmann – er udført af hans kone Charlotte Drachmann, Hornbæk
Kongeplatter fra 2020 – 2022 er igen udført af kunstmaler Hans Kilian, Hornbæk
Kongeplatten fra 2023 er udført af kunstmaler Thomas Nørgaard, Hornbæk
Kongeplatterne…..
En kongeplatte fremstilles anno 2006.
I Salonens første 50 år fik Fuglekongerne ikke malet en kongeplatte – man fik sølvplader på kongebåndene og navne i vandrepokalerne, men kongeplatterne måtte vente helt til Salonens 50 års jubilæum til Vinterfesten i 1957. Skiftende bestyrelser havde ikke fulgt andre skydeselskabers traditioner med kongeplatter, men dette ville man nu råde bod på og i 1956 begyndte man at indhente relevante oplysninger til motiver på de ”glemte” platter – der skulle laves 37 stk. – da man dengang kunne blive Fuglekonge mere end en gang. Den lokale malermester Holger Silldorff, som havde været medlem af bestyrelsen gennem en årrække, malede alle disse 37 kongeplatter, så de kunne afsløres til 50 års jubilæumsfesten den 3. marts 1957 på restaurant Bondegården. Det var noget af en bedrift, da Holger Silldorff var alvorlig syg, og han nåede kun efterfølgende at male to ekstra platter før sin død i vinteren 1959.
Alle kongeplatter fra 1908 til i dag kan ses her….
Efter Holger Silldorffs død i 1959, malede den daværende formand for Salonen, malermester Poul Petersen platterne for årene 1959 og 1960.
Poul Petersen forlod Hornbæk i 1960, og det ærefulde hverv gik videre til malermester Helge Svendsen, som så malede alle platter fra året 1961 til 1992. Dog blev Helge Svendsen selv Fuglekonge i 1968, og her malede og dekorerede læge Erling Paridon kongeplatten.
Helge Svendsen ønskede at stoppe i 1993, og den daværende Fuglekonge Karl Kristian Kubiak fandt selv sin egen maler, den iransk fødte kunstmaler Mehrdad A. Radmehr ved en tilfældig snak med ham i Tivoli i København, hvor han udstillede.
I 1994 indgik den daværende bestyrelse aftale med kunstmaler Poul Fjordside fra Horneby, og han har, på nær året 1999, hvor Erling Paridon malede platten til Læge Jørgen Prange, malet platterne for Salonskydeselskabet frem til og med 2012.
Kongeplatten 2013 udført kunstmaler Finn Rasmussen, Stenstrup Hornbæk.
Kongeplatten 2014 er udført af billedskærer Claus Egelund Pedersen fra Henning Pedersen & Søn Snedkerkonservator og Billedskærer i Køge.
Kongeplatter siden 2015 er udført kunstmaler Hans Killian, Hornbæk
Her er nogle betragtninger over det at male Salonens kongeplatter skrevet af Poul Fjordside 2006:
Med en enkelt undtagelse har jeg lavet kongeplatterne siden 1994, og vil gerne fortælle lidt om dette specielle arbejde.
Skiverne var dengang lavet af drejet egetræ, som havde en tendens til at krumme, så snart de blev tørre og var påført oliemaling. Oliemalingen var en uges tid om at tørre, så tålmodighed var en dyd, for der var altid ting, der skulle rettes til undervejs. F. eks skrev jeg købmand Bent G. Larsen uden at vide, at netop denne Bent bliver stavet Bendt, så hele den omhyggelige opmåling af bogstaverne måtte laves om.
En ting er, at bogstaverne skal se naturlige ud, selv om de skrives i en cirkel. Efterhånden har jeg udviklet en særlig teknik og maler dem i stedet for. De senere år gerne i hvidt, så den selvopfundne skrifttype træder klart frem. Den kan med garanti ikke eftergøres på computer! Bogstaverne er først og fremmest et teknisk problem.
Den virkelige udfordring består i at finde hovedmotivet i midten af platten. Mine forgængere havde det nemmere, for da var folk ofte håndværksmestre – let genkendelige erhverv med de tilknyttede symboler. Slagtere, murere og tømrere.
Min første opgave var undertøjsrepræsentant Jan Friis. Jeg var med til afsløringen på Hotel Trouville og hørte det sus, der gik gennem forsamlingen af byens bedsteborgere ved den lejlighed. Lige siden har jeg holdt mig væk, for nerverne kan simpelthen ikke klare belastningen. Billedet må tale for sig selv.
Der er den gammel tradition, at fuglekongen ikke må se sin platte, før den afsløres ved vinterfesten. Min procedure ligger fast år for år. Jeg skriver et interview med årets fuglekonge kort før jul og ud fra kongens livshistorie laves så en skitse, en akvarel. Skitsen fremlægges for Skydeselskabets bestyrelse ved et møde lige efter nytår og her bliver den udsat for kritik. Den kan være nådesløs, men kan i sjældne tilfælde bestå af klapsalver! Derefter er der to hektiske måneder til at færdiggøre kongeplatten. Det er samtidig et arbejde, som absolut ikke kan forceres. Jeg tænker altid på, at resultatet skal vises for 200 af byens fremmeste mænd og kvinder og arbejder med detaljer så små, at enhver anden ville finde rettelserne ligegyldige. Det er ikke et spørgsmål om penge (for aflønningen er symbolsk), men om æren. Længe efter min død vil kongeplatterne hænge der og vise glimt af Hornbæks brogede historie, og det er det vigtigste for mig.
Ved generalforsamlingen får fuglekongen udleveret den indrammede skitse til platten. I venstre side er trykt et referat af interviewet, så hans livshistorie er bevaret for eftertiden. Det er en god nyskabelse, som vil være til stor gavn for skydeselskabet, når en ny jubilæumsbog skal udgives i år 2007.
Det er svært at pege på en særlig vellykket kongeplatte i de 13 år, jeg har malet dem. Byens førende mænd viser sig at være mennesker som alle os andre og det er altid en rar oplevelse at lave interview hjemme i deres private omgivelser. Peter Byskov gav sig selv, for fru Justisia var et selvklart motiv. Freddie Køl Petersen var noget besværlig, men også en af de mest vellykkede kongeplatter.
Og sådan vil jeg fortsætte, så længe fantasien og helbredet kan holde til det.
Kongeplatten er altid blevet afsløret for Fuglekongen og gæsterne til Vinterfesten
Kongeplatten er altid blevet afsløret for Fuglekongen og gæsterne til Vinterfesten – og herom har altid stået megen spænding og forventning. Formanden afslører kongeplatten, og reaktionen hos den regerende Fuglekonge er altid meget positiv –
hvis ikke, så forstår de at skjule dette særdeles godt, siger erfaringen. Når Kongen og han familie har kigget på kongeplatten og nikket anerkendende, flokkes straks skydebrødrene med fruer og anerkendende nik og klapsalver følger platten videre frem til festsalen, hvor den sammen med Dannebrog danner baggrund for Fuglekongens plads ved højbordet.
Her ta’r Fuglekonge Kim Schwartz sin nye Kongeplatte i øjesyn i 2006.
Kongeplatterne har hængt forskellige steder i Hornbæk – først på restaurant Bondegården, hvor de første 37 blev afsløret på en ”æresvæg” i 1957. I 1967 blev kongeplatterne flyttet til Hotel Trouville, og da det lukkede i 1998, flyttede man dem til deres nuværende plads i mødelokalet over cafeteriet i Hornbæk Hallen.
Der hænger de så – kun få ser dem desværre – men bestyrelsen er til stadighed på kig efter et mere offentligt sted – et sted, hvor byens borgere kan nyde synet af disse flotte Kongeplatter. Et sådant sted findes forhåbentlig en dag!
Bestyrelsen har siden 2006 bestemt, at en fotokopi af Fuglekongens kongeplatte skal indgå som fast udsmykning på kongevognen – på den måde fremvises kongeplatten under fugleskydningsoptoget gennem byen til skydepladsen i Horneby.
Kongevognen til Fuglekonge Thomas Jørgensen aug. 2007.
Facts:
KONGEPLATTERNE HANG FRA:
1957 til 1967 på restaurant Bondegården.
1967 til 1998 på Hotel Trouville
Siden 1998 – i mødelokalet over klubhuset i Hornbæk Hallen.